Forskelle i service og komfort

Komfort er mange ting – lige fra siddeplads til serviceudbud og ventetider.

Bilister uden siddeplads er et særsyn, men det er det ikke for kollektive trafikanter. Et krav fra NOAH-TRAFIK om siddeplads til alle buspassagerer er blevet afvist af trafikselskaber og de fleste politiske partier.  Det vil være alt for dyrt er reaktionen. Derfor fastsættes buspassagers serviceniveau fortsat ud fra hvor mange passagerer, der kan stoppes ind i en bus uden at overskride det højest tilladte akseltryk for bussen. For at kunne stuve flere folk ind i busserne bliver det mere og mere almindeligt, at indsætte busser der er 1,7 meter længere end de gængse og forsynet med en ekstra bagaksel. Derved får man godkendt bussen til at køre med op til 100 personer.  Hvilken komfort kan 100 passagerer have i et busrum på ca. 30 kvadratmeter, der også skal bruges til sæder og gangarealer?

Til sammenligning udbygges veje ofte, fordi der i korte tidsrum om dagen forekommer lidt kødannelser af privatbiler, der i gennemsnit kun transporterer 1,17 person pr. bil. Der er derfor 3-4 tomme siddepladser i de fleste myldretidsbiler.

Som bilist har man mulighed for at færdes på alle tider af døgnet. Samfundet har sørget for, at der er vejplads til rådighed. De kollektive trafikanters mulighed for selv at vælge deres rejsetider er langt mere begrænset. Her sætter en hel anden snæver driftsøkonomisk tankegang rammerne for udbuddet af service.

Store forskelle i serviceniveau er ikke nogen naturlov, men er et resultat af politisk prioritering af trafikinvesteringerne.

Hvis serviceniveauerne ikke var så vidt forskellige mellem den kollektive trafik og biltrafik, ville det være langt nemmere at få folk til at vælge mere miljøvenlige og bæredygtige transportformer.

Mere om emnet:

Se i Kilder og baggrundsstof under:
”Bustrafik”
”Serviceniveau - forskelle i service og komfort”